Stil spørgsmål
Hvis du vil vide, hvad dit barn laver online, så er den bedste fremgangsmåde ganske enkel: Spørg dit barn. Lige meget om du spørger andre forældre, en ven med forstand på internettet eller dit barn om, hvad dit barn foretager sig på internettet, er det vigtigt, at du stiller de rigtige spørgsmål, hvis du vil forstå, hvad dit barn laver online, så du kan hjælpe ham/hende med at træffe sikre valg.
Spørgsmål, som du bør stille dit barn:
- Hvilke sider besøger du?
- Hvad foretager du dig på disse sider?
- Hvorfor besøger du den pågældende side?
- Hvor meget tid tilbringer du på siden?
- Skulle du oprette dig som bruger?
- Hvilke oplysninger bad de dig om?
- Hvilke oplysninger gav du dem?
Brug tid på at surfe nettet sammen med dit barn. Dette er en fantastisk måde at lære om, hvilken slags interaktioner dit barn har online – og med hvem.
Tal sammen
Når du har en idé om, hvordan dit barn bruger internettet, og hvad dit barn har adgang til, kan du fastlægge nogle retningslinjer og regler for hans/hendes færden online. Uanset om det handler om at fastlægge nogle retningslinjer for hvilke sider, det er tilladt at besøge, eller hvilken adfærd der er acceptabel online, er det afgørende, at du er præcis, når du forklarer reglerne til dit barn.
Tal ofte med dit barn om potentielle farer, og hvad man skal gøre i forskellige situationer. Bed dit barn om at stille spørgsmål om situationer, de løber ind i. Hvis du er opmærksom på de farer, som dit barn risikerer at stå overfor, og sørger for, at I ofte snakker sammen om disse farer, hjælper du dit barn med at udvikle hans/hendes dømmekraft i forbindelse med brug af internettet.
Sikkerhedsregler
Selvom internettet er et overflødighedshorn af fantastiske tilbud inden for underholdning, uddannelse, sociale interaktioner og meget mere, bør alle, der går online, have en grundlæggende forståelse af onlinesikkerhed. Det er altafgørende, at du lærer dit barn disse grundlæggende ting.
- Del aldrig brugernavne eller adgangskoder, hvis du bliver spurgt af venner eller fremmede. Det gælder både online eller offline.
- Brug ikke personlige oplysninger i dine skærmnavne, herunder fødselsdato, hobbyer, hjemby eller skole.
- Videregiv aldrig personlige oplysninger om dig selv eller andre i forbindelse med informationsudveksling som f.eks. e-mail eller chat.
- Del ikke fotos af dig selv, din familie eller dit hjem med mennesker, som du møder online.
- Åbn aldrig e-mails fra ukendte afsendere. SLET dem.
- Lad være med at svare, hvis du modtager ubehagelige eller truende beskeder online. Log af, og fortæl dine forældre om hændelsen.
- Intet skrevet på internettet er fuldstændigt privat. Pas på, hvad du skriver – og til hvem.
- Aftal aldrig at mødes ansigt til ansigt med en online-ven.
- HVIS DU ER I TVIVL: Bed altid dine forældre om hjælp. Log af, hvis du ikke ved, hvad du skal gøre.
Onlinebøller
Ligesom et barn kan opleve aggressiv adfærd fra eller blive mobbet af andre elever på en skole, kan han/hun risikere at blive mobbet online. Såkaldte “onlinebøller” kan finde på at sende skadelige eller ondskabsfulde billeder eller tekst via internettet eller elektroniske enheder (som f.eks. en mobiltelefon) for at chikanere, ydmyge og true deres offer. Andre former for mobning inkluderer passwordhacking, identitetstyveri og afpresning. Mange børn kan være i risikozonen for at blive såvel bølle som offer. Selvom der findes anonyme onlinebøller, er det som oftest et barn, som offeret kender fra sin skole, lejr, lokale fællesskab eller nabolag.
Det er vigtigt at tale åbent med børn om, hvordan man håndterer problemer med onlinemobning. Hvis dit barn oplever en form for onlinemobning, skal I huske på, at bøller elsker at se deres ofre reagere. Børn bør undgå at optrappe situationen ved at interagere med bøllen. Forældre bør kontakte de lokale myndigheder, hvis problemet fortsætter. Husk at gemme alle beskeder, herunder datoer og tidspunkter.
Hjælpemidler
Børn helt ned til to års alderen interagerer med internettet fra deres forældres skød. Når de bliver ældre, får de imidlertid ofte lyst til at gå online selv, og der skal de bruge alt den støtte og vejledning, som du kan give. Det er op til forældrene at afgøre, hvilke begrænsninger og regler der skal være, og hvornår disse skal lempes, i takt med at børnene bliver ældre og i stand til at træffe mere modne beslutninger. Her er nogle hjælpemidler, som du kan bruge til at præge dit barns brug af internettet:
- Mange hjemmesider har vejledninger til forældre. Læs dem for at forstå, hvilken tilgang de sider, som dit barn besøger, har til sikkerhed.
- Nogle sider tilbyder børnesikring. Brug børnesikring til at bestemme, hvad dit barn har adgang til.
- De fleste browsere har indstillinger, der kan blokere hjemmesider eller hele domæner. Brug disse indstillinger til at udvælge hjemmesider, som forældre må og ikke må besøge.
- Undersøg de tilgængelige softwareløsninger, der gør det muligt at overvåge børns brug af internettet.
- Læs fortrolighedspolitikkerne på dit barns favoritsider, så du er opmærksom på, hvilke oplysninger der indsamles om dit barn, og hvordan disse oplysninger bruges.